OBS: Du er nu offline

Bedre faglige uddannelser

Vi arbejder for bedre faglige uddannelser med inddragelse af arbejdsmarkedets parter, der giver adgang til bedre jobs, og hvor kompetencer, lærlingeforløb og opkvalificering matcher arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft og fremtidige, grønne løsninger
soejler_2400x1330_2

Mange udviklingslande er ramt af høj arbejdsløshed, særligt blandt unge. Paradoksalt nok oplever mange virksomheder samtidig udfordringer med at besætte stillinger, der kræver faglige kompetencer. Gode tekniske uddannelser kan derfor spille en afgørende rolle i at skabe arbejdsmarkeder med mere bæredygtig vækst, lavere arbejdsløshed og flere ordentlige jobs. 

Samtidig er et højt udbud af arbejdstagere med de rette kompetencer en forudsætning for, at det i praksis er muligt at gennemføre en global grøn omstilling. For eksempel vil omstillingen give en stor efterspørgsel på elektrikere, struktører med kendskab til grønne materialer og faglærte med kompetencer inden for IT. 

Men i mange udviklingslande lider faglærte uddannelser under lav prestige, dårlig finansiering, utidssvarende læseplaner, undervisere uden relevant erhvervserfaring, og mangel på lærepladser. Det betyder, at elever og lærlinge hverken kan være sikre på at få ordentlige forhold under uddannelsen, at erhverve sig eftertragtede faglige kompetencer, eller at få muligheden for at stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet gennem lærlingeforløb på virksomheder. 

Derfor arbejder vi globalt for, at arbejdsmarkedets parter bliver dybere involveret i indholdet af uddannelserne. 

Med afsæt i de danske erfaringer støtter vi arbejdsmarkedets parter og tekniske skoler i udviklingslande i at identificere de kompetencer, som virksomheder efterspørger nu og i fremtiden. Og på baggrund af den viden, udvikle læreplaner og praktikforløb, der sikrer, at flere tilbydes en relevant uddannelse – hvad enten de er helt nye på arbejdsmarkedet eller skal efteruddannes for at deltage i den grønne omstilling. 

De lokale partnere støttes i at bruge erfaringerne fra arbejdsmarkedskonsortiets pilotprojekter til politisk at fremme reformer af landenes faglige uddannelser. Erfaringerne dokumenteres for at vise værdien og højne prestigen af faglige uddannelser i den bredere offentlighed.

Læs mere om konkrete projekter og resultater støttet af Arbejdsmarkedskonsortiet