OBS: Du er nu offline

Arbejdskonflikt i Colombia løst med international støtte

I november 2018 blev der indgået en ny overenskomst på en containerterminal i Stillehavsbyen Buenaventura. Både havnearbejderne og arbejdsgiveren kaldte det for en ”win-win” situation. Den nye overenskomst betyder bedre løn, overarbejdsbetaling, og klare procedurer for forhandling og sanktioner
TCBuen Strejke
Af 3F

Uklare regler, dårlige arbejdsforhold og favorisering af uorganiserede havde ført til frustration og ballade i Colombias største containerhavn. Forhandlingerne var gået i hårdknude og utilfredsheden kom til udtryk da 82% stemte for at strejke.

Solidariteten hjalp

De strejkende fik opbakning fra byens fattige befolkning, transportarbejdere fra andre dele af Colombia samt Panama og Argentina. Da arbejdsgiveren TCBuen er ejet af Mærsk gik Havnearbejderens Landsklub fra Danmark ind i sagen.

På grund af havnens økonomiske betydning for landet gik regeringen også ind i sagen som mægler. Alt dette fik den sociale dialog tilbage på sporet og skabte betingelserne for en holdbar løsning til gavn for begge parter. 

Flere overenskomster

3F støttede fagforeningen med uddannelse i social dialog og kollektiv forhandling, mens transportarbejdernes fagforening SNTT og det globale forbund ITF hjalp med at sikre, at det gik lovligt for sig.

Med den erfaring har SNTT siden forhandlet flere overenskomster i Colombias havne.